Du er her: 

Sognepræst Morten Wassmer sender en hilsen

Søndag den 29. marts var det Mariæ Bebudelse. Sognepræst Morten Wassmer skulle have prædiket i Skovlunde Kirke, men sender i stedet denne hilsen.


Af Morten Wassmer, sognepræst

Til alle I skønne mennesker, som udgør menigheden i Skovlunde Kirke. (Og alle I andre, som læser med.) Vid, at I er savnet, og at vi glæder os til at se jer igen.

Søndag den 29. marts skulle vi have fejret gudstjeneste sammen.
 

Det er netop den dag i kirkeåret, som kaldes Mariæ Bebudelse. Her hører vi historien om Jesu undfangelse. For ifølge myten modtog den unge Maria besked om at hun skulle blive med barn og føde Gud en søn.

Og derfor vi skulle selvfølgelig have talt om, hvad det betyder for et menneske at få sådan en opgave betroet.
 

Sådan som Maria fik den.

Vi skulle også have talt om at sige det store JA, som Maria gjorde. Fordi Maria forstod, at livet ville noget med hende.
 

Og endelig skulle vi have talt om, hvordan Maria i ni lange måneder bar barnet under sit hjerte. For det var hendes måde at beskytte det, hun var blevet betroet. 
Det minder på en måde om den opgave, vi er blevet betroet for tiden. At beskytte og passe på. Passe på os selv og på hinanden. Og dem vi elsker, bærer vi i hjertet, fordi vi er nødt til at holde afstand. 

Det er en meningsfuld opgave, fordi vi godt ved, at andre menneskers liv er noget værd. Uanset hvad. Uanset, om vi kender hinanden eller er fremmede. Uanset om vi er syge eller sunde. Uanset, om vi er gamle eller unge. Så er et menneskes liv noget værd.

For livet er i sidste ende ikke vores. Det er Guds. Ofte bilder vi os ind, at det er vores eget liv. Vores egen private ejendom. Men sandheden er, at vi allerhøjest har det til låns indtil vi en dag skal give det fra os igen. Og derfor handler det om at passe så godt på det, vi har lånt, indtil den dag vi skal give det tilbage til den, vi lånte det af.
 

Maria sagde ja. Og uden at afsløre for meget, tør jeg godt fortælle, at hun 9 måneder senere, fødte hun en søn, svøbte ham og lagde ham i en krybbe. Men faktisk anede den unge Maria vist ikke helt, hvad det var hun havde sagt ja til.
 

For Jesus var ikke kun Marias søn, han var også Guds.
 

Derfor gik han sine egne veje, traf sine egne valg. Endte på den vej i livet, som for nogen syntes allermest ensom, smertefuld og tragisk. Men han gjorde det netop for, at intet menneske behøver at gå den vej alene.

For Jesus var ikke kun Marias søn. Han var også Guds.

Og det forstod Maria nok ikke: På billedet kan du se den meget kendte statue, Pieta. Her sidder Maria med sin døde søn i armene. Det er lige efter de tog ham ned fra korset – lige inden de lagde ham i graven. Men det rørende er, at hun sidder med ham i sine arme præcis på samme måde, som hun gjorde den nat, hun fødte ham i stalden i Betlehem.

For Maria sagde det store ja. Ja, til den opgave livet gav hende. Ja, til at beskytte ham. Og den opgave veg hun ikke fra. Hun var jo trods alt hans mor.



Del dette: