Du er her: 

Sidsel Lervad Hansens prædiken til Skærtorsdag

Læs her sognepræst Sidsel Lervad Hansens prædiken til skærtorsdag.


I dag var det meningen, at vi skulle sidde til bords sammen i Skovlunde Kirke og holde fælles skærtorsdagsmåltid og fejre nadveren sammen, og vi skulle have hørt evangeliet fra Johannesevangeliets kapitel 13, vers 1-16.


Men af grunde vi alle kender, er vi fortsat udelukket fra kirkerummet, og hensat til en stilfærdig skærtorsdag i vores egne stuer.  


Selvom vi lige nu er bundet til bopælen og måske sidder alene, rastløse, bekymrede og syge bag lukkede døre, er vi alligevel inviteret med til middag – nu i dag – og det er Johannesevangeliet, der inviterer os til bords med disciplene og Jesus.


Men vi kunne spørge, hvad glæde har vi af at være inviteret til en middag, hvor vi ikke har mulighed for at møde op og
deltage, og være sammen med de mennesker vi kender og holder af? Hvad glæde har vi af det, og hvad nytter overhovedet de flotte ord om fællesskab og sammenhold, når vi er alene og hver for sig?  


Måske var det også hvad disciplene tænkte denne aften: Hvad nytter det hele, når vores Herre alligevel forlader os om lidt og går bort? Hvad skal alle de flotte ord til for, når fællesskabet, som vi kender det, er ved at gå i opløsning, så vi om lidt står alene uden en leder til at vise os vejen. Måske tænkte de sådan?


Måske spurgte disciplene også sig selv, hvad det i det hele taget skulle nytte at have en leder og en Herre, der faldt på knæ for dem og nedværdigede sig til at vaske deres fødder – det var jo den underdaniges, tjenerens arbejde!

Johannesevangeliet fortæller i dag om denne fodvaskning, som Jesus foretog aftenen inden han gik bort. Heraf navnet Skærtorsdag. Skær betyder ren.


»Og mens de holdt måltid (…) så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder«.


Og han sagde: »Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer«.


Og han sagde videre: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle. Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene«.


Igen måtte disciplene vel spørge sig selv og hinanden: Hvad nytter det her? Når vi alligevel ikke bliver rene, hvad det nytter det så, at vi bliver vasket?


De var ikke alle rene! Og vi er ikke alle rene! Og det er netop fordi vi ikke kan lade være at spørge: Hvad nytter det? Eller som man siger: »Whats in it for me?«.


Dét er den plet, der ikke går af i vask. Det er det kristne kalder synden, og den viser sig, når vi søger vores egen vilje og ikke Guds. Når vi ser vores eget spejlbillede og ikke forbilledet som vi har modtaget i Jesus Kristus.


I livet støder vi hele tiden på spørgsmålene:
Hvad kan vi bruge det til? Hvad nytter det?
Hvad nytter det at få tilgivelse, når vi kommer til at svigte igen?
Hvad nytter det at elske, når vi ved, at vi kommer til at sørge?
Og i yderste forstand: Hvad nytter det at leve når vi skal dø?


Men hvis vi ser på det forbillede vi har fået, så bruger han det (menneske) ingen andre vil og kan bruge til noget, og han bruger det til at gøre alting nyt, ved at invitere det ind i fællesskab med sig. Og sådan er vi nu også forpligtet på at bruge det ubrugelige.


Nyskabelsen ligger i at få del i et fællesskab, som ikke skal bruges til andet end … fællesskab!


Det er ikke din renhed, din godhed, din præstation, dygtighed eller evne til at elske, der gør dig værdig til at modtage invitationen til fællesskabet. Det er udelukkende din delagtighed i den her forunderlige og mærkværdige verden, der gør dig til en del af
kærlighedens fællesskab, som selv ikke dødens adskillelse, svigt eller sorg kan sætte ud af kraft.


God påske.


Kærlig hilsen
Sidsel Lervad Hansen



Foto
Colourbox

 

Del dette: