Du er her: 

Karsten Garnes drive-in-prædiken til påskedag

Påskedag var der drive-in-gudstjeneste ved Skovlunde Kirke. Læs her sognepræst Karsten Garnes prædiken.

 

Nogle gange overgår virkeligheden fantasien. Jeg har altid godt kunne lide science fiction-film - også film, der har fremstillet et dystert billede af verden efter en eller anden katastrofe, hvor livet er helt anderledes end det, vi kendte.


Jeg har altid syntes det var en fascinerende tanke – mere fordi det har tiltalt min fantasi, end fordi jeg egentlig er eller har været pessimistisk på menneskehedens vegne.


Så jeg har aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle stå og holde gudstjeneste med menigheden gemt bag bilruder, fordi vi ikke må komme i kontakt med hinanden.


Men sådan er livet i en verden, hvor vi skal undgå at smitte hinanden med Coronavirus.


Nu er det heldigvis ikke en film vi er med i, og det er faktisk mit indtryk, at vi alle virkelig forsøger at passe på hinanden og så har vi dygtige læger og forskere der gør alt, hvad de kan for at vi kommer så godt i gennem som muligt – det kan vi også godt være taknemlige for.


Men det er vilde tider, vi befinder os i, det er surrealistiske tider – det er usikre tider, og det er også mørke tider, ikke mindst fordi som har sygdom og død tæt på.


Og lige præcis derfor så mødes vi her, fordi vil vi fejre påske fordi vi kan fejre er noget er større end mørket, ja fordi Kristus viste sig større end selv dødens mørke.


I løbet af de sidste fire ugers tid har jeg ofte tænkt, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Jeg har i mit liv intet oplevet, der kan sammenlignes med foråret 2020.

 


Jeg har aldrig oplevet noget lignende - sådan kunne Maria og Maria helt sikkert også skrive under på efter deres påskedag.

 


Deres følelses register må også have været udsat for temmelig meget.

 


De havde for to dage siden fået slukket deres håb – de havde haft så store forhåbninger til Jesus, deres mester, deres lærer og deres gode ven – han var blevet dræbt som en dødsdømt forbryder, og sammen med ham var alle deres forhåbninger også røget i vasken.

 


Og nu er de desillusionerede og skuffede på vej til graven for at gøre deres pligt og ære den døde.

 


Og her bliver det ifølge evangelisten Mattæus kun værre. Himlens kræfter rystes, og kvinderne kommer til en gravhule, hvor stenen er blevet væk. Her møder de en engel som siger noget, vi alle kan have brug for at høre: »Frygt ikke«.

 

Og englen fortsætter:

 

»Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham«.

 

 

Kvinderne ledte efter Jesus ved graven,

 


Men englen fortalte at det slet ikke var der de skulle lede efter ham, han ville gå i forvejen for dem til Galilæa – Galilæa det var den egn, som Jesus og hans disciple kom fra.

 


Så det, englen siger til kvinderne, er i virkeligheden. Jesus vil møde jer derhjemme, der hvor i lever jeres liv. Vend tilbage til jeres hverdag i Galilæa, så vil i møde ham der.


 

Der er jo utvivlsomt en stor del af os her, som længes efter hverdagen. Som længes efter at vores liv bliver lidt mere normalt igen.

 


Men vores budskab i kirken er heller ikke, at Gud kun er i hverdagen. Nej, påskens fortælling handler om, at Kristus har gået hele vejen for os.

 


Han blev hyldet som en konge palmesøndag, skærtorsdag lovede han os at han ville give sig selv – sit eget legeme og blod for vores skyld og langfredag gik han så helt ind i mørket – og døden – ja, Guds søns blev forladt af Gud …

 


Og nu påskedag hører vi at hans historie ikke sluttede med lidelse, med død og mørke. Nej, hans kærligheds magt viste sig stærkere end mørket og døden.

 


Hans historie fortsætter nemlig – så han nu kan være med os være ved vores side – som den der virkelig har været i mørket.

 


Og i dag dér vover vi at tro, at den korsfæstede og opstandne er ved vores side, sådan at ingen af os skal være alene.

 


Vi tror, at han er hos de, der føler sig ensomme, vi tror han er hos lægerne og de syge på intensiv, ja hos os alle uanset om det er troen og tilliden eller det er frygten og usikkerheden som fylder hos os.

 


Mattæus fortæller om kvinderne at de skyndte sig fra graven med frygt og stor glæde.

 


Selvom de lige havde fået fortalt den store nyhed at deres frelser og ven var blevet levende igen, ja så var de ikke fri for frygten. Og det er måske også for meget at forlange af os at vi i disse tider helt skulle kunne lade være med at frygte og være usikre.

 


Men måske vi kan lære af kvinderne, at midt i vores usikre verden at turde glæde os over det gode vi har og ikke mindst glæde os over påskens budskab – at der er en der har vist sig større end mørke og død.

 


Amen.

 

 

 

Prædiken af Karsten Garne

Foto Bo Nygaard Larsen


Del dette: