Du er her: 

Os to skal det være

Det er så yndigt at følges ad … (Privatfoto)

For første gang inviterede Skovlunde Kirke til drop in-vielse, lørdag 10. 10. 2020, og det må siges at være en succes. 16 par blev viet, to velsignet og en enkelt barnedåb kom der også med i sidste sekund.

Fra kirken slog dørene op klokken 15.30 i dag, var der kø.
I alt blev 16 par viet og to par velsignet af præsterne Morten Wassmer og Rosa Elisabeth Bech. Et af parrene kom fra Skovlunde. De havde læst om drop in-vielsen i de lokale medier og var blevet inspireret. Nu skulle det være …

’Vi har været kærester i otte år og forlovet i to år. Vi skulle egentlig have været gift sidste år, men så købte vi hus i Skovlunde i stedet for. Vi har også to børn, Alma der kun er en uge gammel og Naya på to år. Det føltes bare rigtigt for os, at komme til drop in-vielse. Det er en god mulighed for os, for det er lidt mere nede på jorden, og vi har ikke lyst til at være så meget i fokus’ siger Jonas Jesper Pedersen, der sagde ja til Maria Eckhart Thomsen i dag, 10. 10. 2020.

Parret havde inviteret den nærmeste familien med i kirke og hjemme venter de øvrige gæster, hvor menuen bl.a. står på oksesteg med bearnaise og kartofler.

Jonas og Maria blev viet af Rosa Elisabeth Bech, og parret lovede at følge hinanden i medgang og modgang, derefter blev der kysset og krammet og festet i det nye hus i Skovlunde …

Del dette: